I Jeppe
Åkjærs dejlig høstsang bliver kornlæsset med
rug væltet af ude på gårdspladsen og derefter taget
ind i laden.
På min svigerfamilies lille bondegård på
Sjælland skulle man fra læsset ude på
gårdspladsen stikke negene ind gennem lemme på
trempelvæggen oppe over stalden.
Det er dog nemmere når man som på min barndomsgård
kan køre direkte gennem en port ind i laden på loen og her
fra vognen læsse negene til siden ind i gulvene (kornnegenes
opbevaringsplads), hvor de blev stakket helt op til taget, for atblive
taget ned til tærskning i løbet af vinteren.
En bondegårds
fjælvogn på Frilandmuseet Kbh.
En fjælvogn uden vognkasse.
Den består af en drejelig forvogn (her
nærmest) og af en
bagvogn forbundet med en påboltet bjælke. I 2+2 huller i
tværbjælkerne (=
vognstokke) nedstikkes de skrå vognkæppe som støtter
de skrå sidder af
vognkassen. Når vognkæppene er monteret løst i
huller som her, kan kusken ved
overfald på hjemturen en mørk nat hive en vognkæp op
og slå røveren i hovedet,
som det fremgår af gamle vendelbo-historier. (Så er
vognsiderne imens holdt
sammen af for- og bag-smæk).
Stjerten er her lagt op i vognen.
De kegleformede hjul har skrå aksler: det
giver større
bredde ved vognkassen, hjulene trykkes ind mod vognen og løber
ikke så let af,
eger ned til jorden med tryk står lodret. Aksler er her af
træ med
jernforstærkning, som det også ses på et hjul
på fotografiet herunder:
Vognhjul på træ-aksel:
Hjulet er holdt på plads med blot en lodret jernsplit. For hjulet
sidder på en skrå aksel og er mere tilbøjelig til at
løbe ind mod vognen end at løbe af.
Fjælvogn (på sjælland) hedder skåewun i
Vendsyssel. Inde i Hjørring
hedder det skoddevogn på bymål (med mindre man
vil tale rigsdansk og sige
fjællevogn).
