Fotografi af korn-mejning med le og opbinding af neg (Hjørring Museum)
Bagerste pige står med en kratte til at kratte (=rive) et bundt strå sammen med som derefter bindes til et neg med et bånd af strå.
Det ses at mejepindene på leerne er vendelboiske, se fotografi herunder:
Hjørring museeum: to leer, den ene med mejepinde som jeg husker dem.
Desuden ses en bred rive, til at rive de sidste løse strå efter at negene er sat i hobe.
(Desværre er her ingen kratte).
Le med mejepinde: disse mejepinde er helt anderledes end dem vist ovenfor fra Vendsyssel.
Håndtaget til højre hånd vender også anderledes. Så hver egn sine vaner.
Frilandsmuseet Kbh: en kratte hænger her til højre, og den må jeg ikke tage ned for så lyder alarmen!
Men den har 4 stk lange tykke træ-tænder, der ikke går i jorden og som passer til at samle et neg strå op af benet.
Det mellemste redskab er en rive (med trætænder).
Til venstre er der en le, og vi ser igen at håndtagene er anderledes end i andre egne af det lille Danmark (ligesom sproget).
Høsten i min barndom:
Vi havde selvbinder til at meje med (heldigvis). Der skulle 3 stærke heste til at trække den. Den høstede så et skår (en bane kornstrå) i højre side mens heste gik på det allerede høstede og trak selvbinderen, der smed de færdige neg ud til venstre. For at redde markens yderste skår korn fra blot at blive trampet ned, skulle vi så først høste dette skår med le. Min far mejede med leen og så skulle jeg med kratte binde negene op. Det kunne lade sig gøre ved rug og gå an ved havre, men byg havde så korte strå at så kan man ikke få stråene til at nå som bånd rundt om neget. Så skal man binde et sammensat bånd, og det er kun for voksne.
Områder med lejesæd (hvor kornstråene ligger ned på grund af regn) skulle ligeledes høstes med le.